364.000 for en kultur-app

Læserbrev af byrådskandidat Kenneth M. Nielsen.
Publiceret 15.august 2016.
Se det online her


Faxe Kommunes erhvervs- og kulturudvalg besluttede i september 2015 at købe et abonnement på en ny app, der skal erstatte det tidligere samarbejde med Kultunaut. Der skal betales 81.000 kroner i årligt abonnement i mindst 4 år og dertil kommer designudgifter på 30-40.000 kroner i opstartsfasen.Oveni skal vi regne med omkostninger til løbende design- og udviklingstilretninger.

Man kan købe udmærkede standardiserede kalenderapps fra 10.000 og få specialudviklet ganske avancerede apps for 100.000 kroner. Disse apps med indhold og data ville ved køb være kommunens ejendom, men nu vælger byrådet at lave en kostbar leje-løsning med abonnementsomkostninger på 81.000 kroner pr. år.

Dertil kommer de timer, som kommunen egne kommunikationsmedarbejdere skal bruge på projektet. For de penge kunne vi drive en folkeskoleklasse i mindst et halvt år eller anlægge seks-syv hundeskove eller et par gode naturlegepladser. Er det økonomisk ansvarligt? Er det god forvaltningsskik? Er det her den bedste brug af borgernes penge?

Det synes jeg bestemt ikke, at det er!

Som IT-mand er jeg interesseret i at få nogle helt kontante informationer:
Hvor mange har downloadet den eksisterende app?
Hvor mange aktive brugere er der?
Hvilket udbytte har de tilknyttede kulturinstitutioner her i kommunen haft af den første app?
Har byrådet overvejet om en app er den rigtige løsning eller om en mobilside ikke er en mere tidssvarende løsning?
Har byrådet undersøgt om der er et reelt behov for denne mobilapplikation før de udskriver endnu en sekscifret check til et københavnsk konsulentfirma?
Hvordan har man afsøgt markedet for løsninger?

Med det budget burde det være muligt at få udviklet noget virkeligt spektakulært, men jeg frygter - belært af kommunens tidligere forsøg på markedsføring - at vi ender med en dårlig til middelmådig løsning som vi har betalt alt for mange penge for!

Link til beslutningen : http://www.faxekommune.dk/sag/erhvervs-kulturudvalget-21-09-2015-referat#title2
Link til status : http://www.faxekommune.dk/sag/erhvervs-kulturudvalget-23-11-2015-referat
Link til status, her forsinkelse : http://www.faxekommune.dk/sag/erhvervs-kulturudvalget-29-03-2016-referat
Link til yderligere status : http://www.faxekommune.dk/sag/erhvervs-kulturudvalget-27-06-2016-referat

Tags: Kenneth M. Nielsen, Vores penge

Udskriv