Birger Holm Brøndberg

BirgerSH

Født i 1969
Salgsansvarlig i Danmark for Treasury Wine Estates, der er et af verdens største vinhuse

Lokalformand Liberal Alliance Faxe siden 2013.
Kandidat til kommunalvalget i 2017.


Jeg bor i Faxe Ladeplads sammen med min hustru Jeanette og vores tre børn

Jeg er oprindeligt født i Jylland, men voksede op i København.

I 1997 mødte jeg Jeanette, der boede i Rønnede, så det var kærligheden, der fik mig til at skippe stenbroen og flytte til det smukke Sydsjælland.

Da vi ventede vores første barn, besluttede vi at finde et lidt større hus til den spirende familie. Vi faldt pladask for en smuk patriciervilla i Faxe Ladeplads. Det var simpelthen drømmehuset og vi købte det i 2004. Vi er rigtigt glade for at bo her og familien tæller i dag 3 børn i skolealderen. 

Vi er meget begejstrede for Faxe Ladeplads, der er et overraskende dynamisk og aktivt lokalsamfund, som har taget imod os med åbne arme. 

Borger- og Erhvervsforeningen har masser af projekter og aktiviteter året rundt: Koncerter, yoga, kulturhus, Rivierafest, Faxe Miniby og meget andet. De unge er også med og arrangerer kæmpe beachparty, der er et tilløbsstykke for hele kommunen. Her er sportsklubber og løbeklubber og restauranter og butikker. Det er jo egentligt imponerende, at vi med knap tre tusinde indbyggere kan opretholde så livligt et miljø. 

Og så er det jo ren luksus at have stranden, skoven og havnen tæt på hjemmet. Det er noget, som hele familien nyder - hver dag!


Hvorfor engagere sig i lokalpolitik i Faxe Kommune?

Jeg har altid været optaget af de ting, der sker i samfundet og ikke mindst hvordan politikernes beslutninger påvirker livet for borgere og erhvervslivet. Jeg kan jo se, at Faxe Kommune sakker bagud i forhold til vores naboer, så de må gøre noget rigtigt - og vi må gøre noget forkert.

Mit mantra er 'Frie børn leger bedst'. Og jeg er sikker på, at hvis vi kan fjerne en masse unødvendige bureaukrati og lange sagsbehandlingstider, så vil dén frihed give luft under vingerne og flere muligheder for vækst til både borgere og virksomheder.

Bureaukratiet og unødvendige regler har det jo med at sprede sig som skvalderkål! Ikke bare i forhold til erhvervslivet, men også for institutioner, skoler, ældreområdet og sundhedssektoren, hvor personalet bruger alt, alt for meget tid på at registrere og dokumentere helt nytteløse data, der ofte ikke bliver brugt. Tiden kan bruges bedre på de borgernære og værdiskabende aktiviteter. Og måske ligefrem til at nedsætte skatter og afgifter her i kommunen, så borgerne får flere penge til forbrug. 

Jeg vil gerne kæmpe for en friere og rigere Faxe Kommune til glæde for både os og de kommende generationer. 


Hvorfor Liberal Alliance? 

Igen: Det handler om frihed og det handler om vækst. Det handler om at handle med omtanke og en fornuftig økonomisk tilgang til tingene. 

Vi skal tjene penge for at bruge penge. Derfor er vi nødt til at få gang i aktiviteterne og væksten her i kommunen, for ellers har vi gangske enkelt ikke råd til at opretholde et anstændigt serviceniveau overfor borgerne. Når vi skaber arbejdspladser, så skaber vi også tryghed for borgerne, bedre økonomi og råderum til velfærd. 

Det er for nemt og 'billigt' bare at have en masse gode intentioner og tanker om, hvordan vi kan gøre velfærden bedre og højne serviceniveauet for borgerne - men hvis vi ikke har nogle penge at arbejde med, så er det bare varm luft

I Liberal Alliance har vi fokus på, at det skal kan betale sig at arbejde. Der skal være gode og stærke rammer for iværksættere, selvstændige og virksomheder, så deres virksomheder kan udvikle sig og vokse.

Som samfund lever vi bogstaveligt talt af, at mennesker får mulighed for at udleve deres passion og udnytte deres kompetencer. Det er også vigtigt, at man som ambitiøs borger får mulighed for at høste frugten af eget initiativ og arbejde SAMTIDIGT med at man bidrager til fællesskabet. 


Tre vigtige lokale mærkesager?

Erhvervslivet

Vi skal have skabt et sundt og aktivt iværksættermiljø.

Måske kan vi styrke entrepreneur-skabet og iværksætterånden blandt de unge på erhvervsuddannelserne? Måske kan vi skabe et startup-miljø for mindre servicevirksomheder, der kan løse opgaver for de mange store virksomheder, der skyder op i kommunerne omkring os?

Vi skal markedsføre, at vi har langt billigere priser på erhvervsjord og -bygninger end tilfældet er i f.eks. Køge og meget bedre tilkørselsforhold end de øvrige omkringliggende kommuner. 

Skoler og institutioner

Det er altafgørende for en ung familie, at kommunen tilbyder deres børn gode muligheder for at lære og lege. Debatten om skolestrukturen i Faxe Kommune er gammel men desværre stadigt aktuel. 

En anden  vigtig ting er, at hvis Faxe Kommune vil være en attraktiv pendler- og erhvevskommune, så er vi nødt til at have nogle institutioner og pasningsordninger med længere åbningstider. En portør eller sygeplejerske på det nye supersygehus eller en selvstændig i turistindustrien kan ikke altid hente og bringe børnene indenfor almindelig kontortid. Der er brug for nytænkning. 

Sidst men ikke mindst, så ser jeg meget gerne, at Faxe Kommune får mange flere selvejende institutioner, der selv har ansvar for drift, indkøb, ansættelser og alle ledelsesmæssige beslutninger. Private virksomheder fra vuggestuer til plejehjem skal også være meget velkomne. 

Økonomi og afbureaukratisering 

Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at en vis mængde af administration er både naturlig og nødvendig. Men langt, langt det meste af det papirarbejde, som skolelærere, sosu'er og medarbejderne i kommunen udfører, giver hverken værdi til opgaven eller styrker forretningen Faxe Kommune. 

Vi har brug for at rydde op i arbejdsgangene, så medarbejderne kan koncentrere sig om deres kerne-opgaver. Vi skal bruge medarbejdernes kompetencer til løse de primære opgaver. Vi skal have kortlagt hvilke typer information, der er nødvendigt og relevant at indsamle samt hvordan bedst kan formidle resultaterne til de relevante medarbejdere. Når for mange ting skal registreres i for mange systemer, så sker der for mange fejl og de indtastede data bliver uanvendelige. 



 

Vi har brug for din hjælp

Kom og vær med Med

Liberal Alliance Faxe er en lokalforening i kraftig vækst og med et stærkt sammenhold.

Vil du gerne have mere frihed og gang i væksten i Faxe Kommune?
Vil du have mere nærdemokrati?
Vil du gerne være en del af et netværk med klare liberale værdier?

Så støt Liberal Alliance med et medlemsskab, en donation eller hjælpende hænder.